Patientvejledning om urinvejsinfektion
Om urinvejsinfektion
Urinvejsinfektion (blærebetændelse) er en almindelig sygdom, som især rammer kvinder. Den skyldes bakterier, som kommer ind i blæren via urinrøret.
De fleste tilfælde af urinvejsinfektion er ufarlige og går over af sig selv. Tilstanden kan dog være hyppigt tilbagevendende, eller give risiko for komplikationer, ved at “vandre opad” i urinvejene og føre til nyrebækkenbetændelse.
Behandling af urinvejsinfektion
Urinvejsinfektion behandles med antibiotika på recept.
- Følg vores anvisninger for hvordan antibiotika tages (står også på medicinæsken).
- Læs indlægssedlen. De hyppigste bivirkninger er kvalme, mavesmerter og diarre. Stop med at tage medicinen, og kontakt os hvis du mistænker andre bivirkninger.
- Gennemfør altid hele behandlingen, selv hvis symptomerne går væk undervejs.
- Smerter eller ubehag kan lindres med Panodil (håndkøb): 1 g maks. 4 gange dagligt.
Forholdsregler ved urinvejsinfektion
Ring straks til os eller 1813/lægevagten ved tegn på nyrebækkenbetændelse:
- Feber over 38,5°
- Smerter i flanken eller siden
- Udtalt træthed, svimmelhed eller forvirring
Opfølgning
Antibiotika virker typisk efter 12–48 timer. Hvis symptomerne ikke bliver bedre i løbet af to dage, skal du kontakte os igen.
Forebyggelse af urinvejsinfektion
- Tis altid efter samleje.
- Drik rigeligt med væske (1,5–2 liter dagligt).
- Tøm blæren regelmæssigt – gerne hver 3.–4. time i dagtiden.
- Tør dig forfra og bagud efter toiletbesøg, så bakterier ikke føres fra endetarm til urinrør.
- Tag dagligt tranebær-tilskud (håndkøb). Apoteket kan give vejledning.
- Hos kvinder efter overgangsalderen: Lokal østrogenbehandling (recept) kan hjælpe med at genoprette slimhindens naturlige forsvar. Kontakt os hvis du ønsker at drøfte dette.
Fagligt opdateret 27.11.2025
