Patientvejledning om vorter
Om vorter
Vorter er en virusinfektion i huden forårsaget af en særlig type HPV-virus. Infektionen giver små tørre hudgevækster, som oftest sidder på hænder og fødder. Vorter er ufarlige og meget almindelige, især hos børn.
Vorter er typisk få millimeter store og har en uregelmæssig, tør og blomkålsagtig overflade. De kan forekomme enkeltvis eller i grupper. Vorter i fodsålen kan være ømme, især hvis de udsættes for tryk.
Vorter forsvinder ofte af sig selv i løbet af måneder eller år.

Behandling af vorter
Vorter forsvinder som regel af sig selv og kan være vanskelige at behandle. Derfor er behandling ikke altid nødvendig, hvis vorterne ikke giver gener. I nogle tilfælde kan man vælge kun at begrænse smitte.
Forskning viser, at frysning af vorter ikke er mere effektivt end hjemmebehandling, men kan være mere smertefuldt. Derfor anbefales det normalt ikke at fryse almindelige vorter på hænder og fødder.
Den mest anvendte behandling er daglig hjemmebehandling med midler, der indeholder salicylsyre, for eksempel Vortex, kombineret med afskrabning eller filning af den fortykkede hud. Midlerne fås i håndkøb, og apoteket kan vejlede om præparaterne.
Man bør ikke anvende disse midler på fødderne, hvis man har nedsat følesans, for eksempel ved diabetes.
Behandlingsvejledning
Forberedelse
- Blødgør området i varmt vand i 5–10 minutter.
- Tør huden grundigt.
- Beskyt normal hud omkring vorten med for eksempel zinkpasta eller vaseline.
Påføring
- Påfør vortemiddel med salicylsyre direkte på vortens overflade efter anvisningen i indlægssedlen.
- Undgå kontakt med den normale hud.
Mekanisk fjernelse
- 1–2 gange ugentligt kan den døde og blødgjorte hud skrabes eller files forsigtigt af med en skalpel eller fil.
Behandlingsvarighed
Der kræves ofte daglig behandling i op til 3 måneder for at opnå god effekt. Hvis vorten gradvist bliver mindre, fortsættes behandlingen, indtil den er helt væk.
Forholdsregler ved vorter
- Dæk vorterne med plaster eller pensl dem med neglelak for at mindske smitte.
- Undgå at gå barfodet i fælles baderum, træningscentre og svømmehaller.
- Brug badesko eller indesko i fællesområder.
Fagligt opdateret 09.03.2026
