Patientvejledning om vandvorter
Om vandvorter
Vandvorter (også kaldet mollusker) er små halvkugleformede knopper på huden. Vandvorter skyldes en infektion med et ufarligt virus (molluscum contagiosum) i hudens yderste lag.
Vandvorterne bliver typisk 3 til 10 mm i diameter. De ses hyppigst hos børn. Vandvorter kan smitte ved direkte kontakt, men smittefaren er generelt lille. Oftest smitter man dog sig selv, når man kradser i vandvorterne.
De fleste vandvorter forsvinder af sig selv i løbet af 6-9 måneder, men der kan i nogle tilfælde gå op til 2 år. Nogle gange kan vandvorten efterlade et lille rundt ar i huden. Efterfølgende vil man normalt ikke kunne få vandvorter igen.

Behandling af vandvorter
Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt med behandling. Vandvorter kan i princippet fjernes ved at skære eller fryse dem væk, men da tilstanden er fredelig og forsvinder af sig selv, anbefales dette normalt ikke.
Fjernelse af vandvorter mindsker ikke risikoen for ar. Tværtimod kan behandling i nogle tilfælde øge risikoen for ardannelse. Derudover kan behandling være ubehagelig, særligt for børn, og kan skabe unødig lægeskræk.
Forholdsregler ved vandvorter
- Undgå at klemme eller kradse i vandvorterne, da det kan sprede virus og øge risikoen for arvæv og infektion i huden.
- Dæk eventuelt vandvorterne med vandtæt plaster ved kontaktsport eller svømning.
- Undgå at dele håndklæder og sengetøj for at begrænse smitte.
Der er ingen begrænsninger for at komme i børnehave, dagpleje, svømning eller andre aktiviteter.
Børn med tør hud og eksem får lidt lettere vandvorter. Det er derfor vigtigt at holde huden velbehandlet og smøre med fed creme ved behov.
Fagligt opdateret 09.03.2026
