Patientvejledning om svampeinfektion i skeden

Om svampeinfektion i skeden

Svampeinfektion i skeden, også kaldet skedesvamp, skyldes en overvækst af gærsvampe i skedens slimhinde.

Mange kvinder bærer naturligt svamp i skeden uden at det giver gener. Ved ændret balance i den normale bakterieflora kan der komme overvækst af gærsvampe, som giver kløe og udflåd. Det kan ske ved f.eks. antibiotikabehandling, varme eller fugtighed, graviditet, hormonprævention eller medicin som påvirker immunforsvaret.

Svampeinfektion i skeden er ikke en seksuelt overført infektion, dvs. tilstanden smitter i de fleste tilfælde ikke til sexpartnere. Det kan dog forekomme.

Illustration af svampeinfektion i skeden med hvidligt udflåd
Illustration, der viser typiske forandringer i skeden ved svampeinfektion i skeden

Behandling af svampeinfektion i skeden

Svampeinfektion i skeden behandles som udgangspunkt med lokalbehandling. Hvis dette ikke virker, anvendes systemisk behandling. Systemisk behandling bruges ikke som første valg, da det kan give bivirkninger.

Lokalbehandling (vagitorier og eventuelt creme)

Køb som håndkøb på apoteket:

  • Canesten 500 mg vagitorie som engangsdosis
  • Canesten 100 mg vagitorie ved sengetid i 6 dage

Ved kraftig kløe kan du supplere med creme på de ydre kønsorganer 2 gange dagligt.

Systemisk behandling (tabletter)

  • Følg vores anvisninger for hvordan tabletterne tages (står også på medicinæsken).
  • Læs indlægssedlen. Den mest almindelige bivirkning er mavesmerter. Kontakt os hvis du mistænker alvorlige bivirkninger.

Forholdsregler ved svampeinfektion i skeden

  • Ingen vaginalt samleje m.m. ved lokalbehandling: Ved lokalbehandling skal du afholde dig fra vaginalt samleje og brug af tamponer og andre produkter i skeden.
  • Behandling af sexpartnere anbefales kun ved symptomer.

Opfølgning

  • Både lokalbehandling og tabletbehandling virker ofte hurtigt; kløe bedres typisk inden for 1–3 døgn. Kontakt os igen ved manglende bedring.

Forebyggelse af svampeinfektion i skeden

  • Undgå brug af sæber på kønsorganerne.
  • Brug bomuldstrusser, som holder området tørt og giver luft.
  • Probiotika eller mælkesyrebakterier lokalt i skeden eller som tabletter har ikke bevist effekt mod svamp. Der er heller ikke dokumenteret effekt af kostændringer, f.eks. mindre sukker. Nogle oplever dog subjektiv effekt, og disse tiltag er ikke skadelige.
  • Ved gentagne svampeinfektioner kan man forsøge forebyggende behandling. Kontakt os for en lægetid for vurdering.

Fagligt opdateret 27. november 2025

32 22 66 10

Forny recept