Patientvejledning om øregangsbetændelse

Om øregangsbetændelse

Øregangsbetændelse er en infektion i huden i øregangen. Det kan opstå i ét eller begge ører. Symptomerne er kløe, smerter og ubehag i øret. Der kan også komme sekret, pus, fra øret. Hørelsen kan være nedsat på grund af hævelse og pus i øregangen. Øregangsbetændelse kan opstå efter badning, hvilket også kaldes “swimmer’s ear”.

Illustration af rød og irriteret hud i øregangen ved øregangsbetændelse
Illustration, der viser forandringer ved betændelse i øregangen

Behandling af øregangsbetændelse

Øregangsbetændelse kan ved lette gener behandles ved selv at skylle øret med eddikevand. Sværere tilfælde behandles med øredråber, som indeholder antibiotika og binyrebarkhormon. Recept gives af os efter vurdering.

Skylning med eddikevand

  • Bland 3 dele rent vand med 1 del husholdningseddike.
  • Eddikevandet skal være lunkent, når du bruger det, da koldt vand kan forårsage svimmelhed og utilpashed.
  • Skylning kan gentages efter 2–3 dage.
  • Hvis øreskylningen ikke afhjælper symptomerne, skal du kontakte os igen.

OBS: Hvis du har hul på trommehinden, må du ikke selv skylle øret.

Øredråber

  • Følg vores anvisninger for, hvordan øredråberne anvendes. Dette fremgår også af medicinæsken.
  • Hvis øredråberne ikke virker i løbet af nogle dage, skal du kontakte os igen.
  • Læs indlægssedlen, og kontakt os hvis du mistænker alvorlige bivirkninger.
  • Gennemfør altid hele behandlingen, selv hvis symptomerne går væk undervejs.

Opfølgning

  • Kontakt os hvis din behandling ikke virker inden for 2–3 dage.

Forebyggelse af øregangsbetændelse

  • Undgå at pille, klø eller selv rense øregangen med vatpinde eller andre genstande.
  • Undgå brug af ørepropper, AirPods eller lignende.
  • Undgå fugt i et kløende øre. Undgå vand i øret i forbindelse med badning og afstå fra svømning, indtil tilstanden er under kontrol.
  • Ved hyppig svømning eller dykning og tendens til øregangsbetændelse kan forebyggende skylning med eddikevand, som beskrevet ovenfor, forsøges, for eksempel én gang om ugen. Man kan også forsøge særlige ørepropper beregnet til svømmere.

Fagligt opdateret 12. januar 2026

32 22 66 10

Forny recept