Patientvejledning om mycoplasma genitalium

Om mycoplasma genitalium (MG)

MG er en bakterie som overføres seksuelt.

MG kan give symptomer der ligner klamydia, såsom svie ved vandladning, udflåd eller pletblødninger. 50–90% af smittede har dog ingen symptomer.

MG betragtes som relativt ufarlig og mindre farlig end f.eks. klamydia og gonoré. I meget sjældne tilfælde kan MG dog medføre alvorlig infektion i form af betændelse i bitestiklerne (mænd) eller underlivsbetændelse (kvinder).

Undersøgelse for MG foretages kun ved vedvarende symptomer og hvis undersøgelse for klamydia og gonoré er negativ. MG indgår ikke i rutinemæssige tests for kønssygdomme, da de fleste tilfælde er symptomfrie.

Kvinde holder sig for underlivet som tegn på ubehag ved mycoplasma genitalium
Billedet illustrerer gener i underlivet, som kan forekomme ved mycoplasma genitalium

Behandling af mycoplasma genitalium

MG behandles med antibiotika på recept. Da bakterien ofte er resistent (modstandsdygtig) over for bestemte typer antibiotika, foretages resistensundersøgelse før recepten udskrives. Dette kan tage op til 5 hverdage.

  • Afvent information fra os. Du får besked når resistensbestemmelsen er klar.
  • Følg vores anvisninger for hvordan antibiotika tages (står også på medicinæsken).
  • Læs indlægssedlen, og kontakt os hvis du mistænker alvorlige bivirkninger.
  • Gennemfør altid hele behandlingen, selv hvis symptomerne går væk undervejs.

Forholdsregler ved mycoplasma genitalium

  • Ingen sex: Undgå sex indtil du og din partner er færdigbehandlet.
  • Informer tidligere partnere: Informer alle seksuelle partnere inden for de seneste 4 uger om at du har fået konstateret MG, så de kan blive testet og behandlet og smittespredning undgås.

Opfølgning

  • Symptomer forsvinder som regel inden for en uge. Kontakt os hvis de fortsætter.
  • Du skal have tid til behandlingskontrol (urinprøve eller podning), tidligst 4 uger efter afsluttet behandling for at bekræfte at behandlingen har virket.

Forebyggelse af mycoplasma genitalium

  • Kondom beskytter mod MG og anbefales ved al sex med ikke-faste partnere.

small>Fagligt opdateret 27. november 2025

32 22 66 10

Forny recept