Patientvejledning om mellemørebetændelse
Om mellemørebetændelse
Mellemørebetændelse er en infektion i slimhinden i mellemøret. Betændelsen kan opstå på grund af virus og eller bakterier. Betændelsen medfører, at der kommer væske og ofte pus i mellemøret, og trykket stiger. Det giver smerter og en fornemmelse af at have en prop i øret. De fleste får også feber.
Mellemørebetændelse opstår ofte i forbindelse med en forkølelse. Man kan godt få ondt i ørerne i forbindelse med forkølelse uden at det behøver at være mellemørebetændelse. Det kan blot skyldes irritation i slimhinderne og undertryk i mellemøret.
Nogle gange går der hul på trommehinden. Det kan gøre ekstra ondt, når det sker, men efterfølgende aftager smerterne en del, og feberen falder. Der kan flyde pus ud i øregangen og ud af øret i nogle dage. Trommehinden gror som regel sammen af sig selv i løbet af et par uger, og man får kun sjældent mén. Hørelsen kan dog være nedsat i flere måneder efter.

Behandling af mellemørebetændelse
Mellemørebetændelse går normalt over af sig selv uden antibiotika, fordi kroppens immunsystem selv kan nedkæmpe sygdommen. Antibiotika kan have bivirkninger som diarré og kvalme. Undersøgelser tyder desuden på, at børn, der behandles med antibiotika, kan have en større risiko for at få infektion i øret igen. Behandlingen af mellemørebetændelse består derfor først og fremmest i følgende:
- At behandle smerterne og dæmpe feberen med paracetamol.
- At hæve hovedgærdet på sengen, da det ofte kan lindre smerterne.
Forholdsregler ved mellemørebetændelse
Meget sjældent kan en mellemørebetændelse udvikle sig til mastoiditis, som er en infektion i knoglen bag øret. Vær særligt opmærksom på rødme og hævelse bag øret, og om øret begynder at stritte mere end normalt. Hvis dette opstår, skal du kontakte læge eller vagtlæge med det samme.
Opfølgning
Kontakt os igen, hvis der ikke er bedring efter et par dage, da der i sjældne tilfælde kan være behov for antibiotikabehandling.
Du skal have tid til kontrol efter cirka 8 uger for at bekræfte, at væsken er gået væk af sig selv.
Fagligt opdateret 12. januar 2026
